Når vi støder på fortiden i jorden
Da vi skulle etablere en ny pumpestation tæt på Vikingeskibsmuseet i Roskilde som en del af et større projekt med omlægning af spildevandsledninger, kiggede et hold arkæologer forbi. Det er helt normalt, når der graves, og er en måde at sikre viden om vores fælles fortid og kulturarv.
I en by som Roskilde er jorden under os fuld af historie, og de fleste kender især vikingeskibene. Arbejdet fandt da også sted netop dér og skyldtes, at Vikingeskibsmuseet skal opføre en ny bygning, der skal placeres oven på de nuværende spildevandsledninger. Derfor omlægger vi spildevandsledningerne og opfører i samme omgang en ny pumpestation, hvor Fjordvej munder ud i Skt. Clara Vej.
Gammelt bolværk fundet
Netop udgravningen til pumpestationen fik arkæologerne til at lægge vejen forbi. I jorden fandt de spor af en række symmetrisk satte pæle og et bælte af pigsten – noget, der kan indikere et bolværk og en sti eller vej, der førte dertil. Det kan betyde, at havnens bolværk i tidligere tider har ligget et stykke længere inde i landet – inde ved Fjordvej – end i dag.
Den arkæologiske rapport fra fundet er stadig under udarbejdelse, men et forsigtigt gæt på tidsperioden er, at det stammer fra et sted mellem 1000- og 1600-tallet.
Da de arkæologiske fund var registreret og dokumenteret, blev området frigivet til det videre gravearbejde, og i skrivende stund nærmer etableringen af den nye pumpestation sig sin afslutning. Det er aldrig helt til at vide, hvad man støder på, når man har med gravearbejde at gøre.
Status på projektet
- Vi er ved at omlægge spildevandsledninger ved Vikingeskibsmuseet. Omlægningen sker i forbindelse med opførelsen af museets nye bygning, 'Skrinet', som skal bygges dér, hvor spildevandsledningerne løber i dag.
- Frem til begyndelsen af maj vil der være spærret for kørende trafik på Skt. Clara Vej mellem rundkørslen ved havnen og rundkørslen ved Frederiksborgvej.
- Omkørsel sker via Skt. Ibs Vej og Frederiksborgvej og vil være skiltet. I arbejdsperioden vil der være standsning og parkering forbudt på hele omkørselsstrækningen, da der skal være plads til den omdirigerede trafik, herunder busserne, dagrenovation og redningskøretøjer.
- Når Skt. Clara Vej i maj genåbnes for trafik, rykker arbejdet ind på parkeringspladsen ved Vindeboder og arealet omkring museet.