Tryghedsordning

Din tryghed er vigtig for os. Derfor har vi lavet en tryghedsordning, der holder hånden under dig og din eksisterende opvarmningskilde i perioden, fra du har betalt første rate af tilslutningsbidraget, og til fjernvarmen når din bolig.

Tryghedsordningen omfatter private boligejere

Tryghedsordningen gælder for alle private, der har taget imod tilbuddet om fjernvarme, og som har betalt første rate af tilslutningsbidraget. Første rate opkræves, når vi har fået priserne på etablering af fjernvarme (fx grave- og ledningsarbejde) og endeligt besluttet at gå videre med projektet. Vi tilbyder først tryghedsordningen, når vi er sikre på, at projektet realiseres.

Ordningen gælder for husets primære varmekilde og er betinget af, at der er udført service efter det anbefalede tidsinterval. Husk derfor at få service til tiden.

Særligt for kunder i Vindinge

Bor du i Vindinge, skal du blot have underskrevet tilslutningserklæringen for at være omfattet af tryghedsordningen.

Tryghedsordningen dækker, uanset om du har:

  • Defekt gasfyr
  • Defekt oliefyr
  • Defekt træpillefyr
  • Defekt elektronisk varmepumpe

OBS! Det skal du være opmærksom på

Hvornår skal du kontakte os

Når du har tjekket dit anlæg og strømmen, skal du vurdere, om problemet er akut. Det er akut, hvis du ikke har varme i din ejendom, og problemet er opstået under fyringssæson (fra 1. oktober-1. april).

Hvis problemet er akut, skal du ringe til os på 70 20 20 66. Ringer du uden for vores åbningstid, skal du følge vejledningen i telefonen.

Hvis problemet ikke er akut, skal du udfylde formularen nedenfor. Så ringer vi til dig efter maks. 1 hverdag og hjælper dig videre. Du skal ikke selv få en VVS'er til at reparere dit anlæg, hvis du vil have tryghedsordningen til at dække.

Vær opmærksom på, at tryghedsordningen først er gældende, når du har betalt første rate af tilslutningsbidraget. Det skyldes, at vi ikke økonomisk kan forsvare fx at installere eller reparere et gasfyr hos vores kunder, før vi ved, at fjernvarmeprojektet realiseres. 

Bagatelgrænse på 5.000 kr.

Der er en bagatelgrænse på 5.000 kr. inkl. moms. Er beløbet under 5.000 kr. inkl. moms, skal du altså selv dække udgifterne.

Der er ingen begrænsning for, hvor mange gange du kan benytte tryghedsordningen til at holde din nuværende varmekilde i gang, mens du venter på fjernvarmen.

Hvis anlægget ikke kan repareres

Du skal være opmærksom på, at tryghedsordningen kun gælder, hvis service er udført inden for det anbefalede tidsinterval.

Du kan selvfølgelig være så uheldig, at din varmekilde ikke kan repareres, eller at det ikke er økonomisk forsvarligt at reparere den. Her dækker din tryghedsordning også. Enten udskifter vi varmekilden med en tilsvarende løsning, eller også installerer vi en midlertidig elvarmeunit, som du kan bruge, indtil fjernvarmen når frem til dig.

Vi dækker ikke eventuelle ekstra driftsomkostninger ved en midlertidig elvarmeunit.

Hvad tryghedsordningen ikke dækker

  • Radiatorer
  • Termostater
  • Gulvvarmestyring
  • Cirkulationspumpe til varmt vand
  • Varmtvandsbeholder
  • Lækage på rør
  • Service/rensning fyr
  • Forebyggende vedligeholdelse
  • Vandpåfyldning
  • Fejl og strømsvigt på elektriske installationer
  • Solvarmeanlæg
  • Anlæg der er placeret på adresse med cvr-nr.
  • Olietank
  • Reparationer som kan dækkes af husforsikringer eller er en del af serviceordningen
Hvis uheldet er ude

Din tjekliste

Før du kontakter os eller din VVS'er, er det en god idé at tjekke:

  • Om der er vand på anlægget.
  • Om der er strøm på anlægget.
  • Om der er tændt for kontakten på væggen/anlægget.
  • Om sikringen i el-skabet er i orden.
  • Om der er strøm i ejendommen. Hvis ikke, skal du kontakte dit el-selskab.

Gør brug af tryghedsordningen