Tak for mad
Madspild eller madaffald?
- Madspild er mad, der kunne være spist, men som ikke blev det, og derved gik til spilde. Det kan være resterne fra gårsdagens aftensmad eller den halve bøtte creme fraiche i køleskabet.
- Madaffald er al mad, der smides ud. Det inkluderer også de dele af fødevarerne, vi ikke kan spise – fx kartoffelskræller, osteskorper og kyllingeben.
- Madspild og madaffald har det til fælles, at de begge ender i skraldespanden. Når du husker at sortere det som madaffald, kan vi udnytte de gode næringsstoffer til gødning og i produktionen af biogas.
Læs mere om, hvad der sker med dit madaffald her - I 2024 smed hver indbygger i Holbæk Kommune 55 kg madaffald ud. Madspild udgjorde 20 %. Det svarer til, at hver indbygger i Holbæk Kommune smed 11 kg mad ud, der kunne være spist.
Tre hurtige tips til mindre madspild
Selvom madaffald bidrager til produktion af biogas, skal vi mindske mængden af madspild - altså mad, der kunne væres spist.
OverskudsOnsdag
Idéen med OverskudsOnsdag er, at aftensmåltidet skal tage udgangspunkt i det, du allerede har liggende i køleskab, fryser og skabe. Hele familien får noget at spise, men ikke nødvendigvis det samme. Tænk på det som en buffet med både brød, pålæg og små, lune retter fra dagene før.
Når du systematiserer brugen af dine rester, mindsker du risikoen for at smide glimrende mad ud.
De seks P’er
Pizza, Pita, Paella, Pinde, Pandekager og Pie.
Små rester af kød, ris, grøntsager, ost og andre mejeriprodukter kan nemt trylles spændende igen som fyld i pitabrød, pandekager, små tærter eller på pizza. De kan også hurtigt vendes sammen på en pande til en paellalignende risret eller anrettes på tandstikker eller grillspyd.
Mindre rester af creme fraiche og andre surmælksprodukter bliver nemt til spændende dip med hjælp fra krydderiskuffen, og så er der pludselig ikke langt til et spændende måltid mad til middagsbordet eller madpakken.
Kan det vafles?
Madvafler er en let og billig måde at komme omkring aftensmad eller madpakke. De fleste rester af ris, pasta, kartofler, kød og grønt kan nemt kommes i vaffeldejen og piftes op med krydderier fra skuffen. Rester af både brød og grød er også yderst anvendeligt her. Vafler kan nydes, som de er, ligesom de også kan bruges som ’brød’ med spændende pålæg i madkassen.
Har du ikke et vaffeljern, fungerer det også som klatkager på en stegepande eller endda på æbleskivepanden.
TAK FOR MAD er en fælles kampagne mod madspild. Kampagnen er et samarbejde mellem Fors, Odsherred, Kalundborg, Lejre og Brøndby kommuner.