Skt. Hans

Fors skal opgradere en boosterpumpestation til fjernvarmen, så vi også i fremtiden kan sikre stabil og driftssikker fjernvarme til området.
Få overblik

Om projektet

Boosterpumpestationen, der er placeret på Bistrup Allé tæt ved Lindegårdsparken i bydelen Skt. Hans i Roskilde skal opgraderes. Det sker for at øge pumpestationens kapacitet, så varmeforsyningen bedre kan følge det øgede varmebehov, områdets udvikling medfører.

Tidshorisont

Arbejdet forventes at vare frem til i løbet af uge 39, dvs. hen mod slutningen af september 2026. Det er dog vigtigt at bemærke, at en forventet tidshorisont for gravearbejde altid er med et vist forbehold. Gravearbejde er nemlig følsomt for en række udefrakommende faktorer, fx større nedbørsmængder og uforudsete ting, vi støder på i jorden.

Trafik og fremkommelighed

I forbindelse med arbejdet vil selve T-krydset Lindegårdsparken/Bistrup Allé være afspærret i arbejdsperioden. Det betyder, at der ikke vil være adgang til og fra Lindegårdsparken fra Bistrup Allé. Det vil fortsat være muligt at passere arbejdet på selve Bistrup Allé forbi Lindegårdsparken, dog vil der kun være ét spor tilgængeligt med prioriteret kørsel, mens vi arbejder.

Afspærringen strækker sig desuden ca. 50 meter ned ad Lindegårdsparken og ca. 50 meter hen ad Bistrup Allé forbi pumpestationen.

Sidstnævnte medfører, at den ene indkørsel til Region H's parkeringsplads ved busstoppestedet spærres af, således at brugere af pladsen skal køre ind og ud ad samme tilbageværende adgangsvej til Bistrup Allé. Busstoppestedet flyttes også ca. 20 meter længere østpå, så det kommer fri af det afspærrede arbejdsområde.

Baggrund for arbejdet

En boosterpumpestation er en pumpestation, der øger trykket i fjernvarmenettet, så det varme vand transporteres effektivt ud i områder af fjernvarmenettet, hvor trykket ellers ville være for lavt. Jo længere, fjernvarmevandet skal transporteres, jo mere tryk tabes på vejen. Når fjernvarmenettet udvides i forbindelse med fx byudvikling i et område, øges varmebehovet, så mere fjernvarmevand skal transporteres længere i ledningsnettet. Derfor skal vi sikre, at boosterpumpestationens kapacitet følger med.

Aktuelle trafikforhold

Her kan du se de aktuelle trafikforhold omkring gravearbejdet.

Vi hjælper dig videre

Har du spørgsmål om fjernvarme eller brug for hjælp?