Lappeløsninger efter endt gravearbejde

26. januar 2026 - Fors A/S
Flere kunder undrer sig over, at vi ikke med det samme udbedrer belægningen på vejen fuldstændigt, når vi er i mål med et gravearbejde efter at have anlagt eller renoveret forsyningsledninger i jorden. Men der er en god grund til det.

Gravearbejde på de lokale veje kan ofte genere og forstyrre hverdagen og logistikken for de berørte beboere. Det er vi som lokalt forsyningsselskab opmærksomme på, og vi forstår det også til fulde og gør, hvad vi kan, for at minimere generne og for at udføre arbejdet så hurtigt som muligt.

Men når så endelig arbejdet er færdigudført, hvorfor i himlens navn efterlader vi så vejen med ujævne lappeløsninger, der hverken ser æstetisk færdige ud eller tilbyder en optimal færdselsoplevelse for trafikanterne? Det skyldes, at reetableringen af belægningen består af flere lag, og at det første lag skal sætte sig over længere tid, før det øverste slidlag kan påføres.

Slidlag lægges først efter minimum halvandet år

”Når vi efter endt gravearbejde skal reetablere belægningen på en vej, starter vi med at lægge et lag grusasfaltbeton, også kaldet GAB, så det flugter med den omkringliggende vejbelægning, hvor der ikke har været gravet. GAB-laget skal herefter have lov til at sætte sig i minimum halvandet år, før det øverste lag, kaldet slidlaget, kan lægges ovenpå”, fortæller Jens Ole Pihl-Andersen, der er fjernvarmechef hos Fors.

Efter reetableringen af det øverste slidlag vil en evt. manglende afstribning blive udført som den sidste finish, hvorefter vejen vil være fuldstændig reetableret. En proces, der altså som minimum varer halvandet år efter endt gravearbejde, og som til tider kan have længere udsigter. Det kan fx ske, hvis der inden for en vis tidshorisont er udsigt til mere gravearbejde på samme strækning.

Kommunen kan udsætte etablering af slidlag

”Hvis kommunen har planlagt at asfaltere på den samme vej fx et halvt år efter os, kan det give mening at vente med at lægge slidlag på vejen, til kommunen asfalterer hele vejen. For at skabe synergi med kommunens planlagte arbejde og for at skabe værdi for alle parter og undgå spildt arbejde, kan det så betyde, at vores reetablering udestår i længere tid.”

Fordelen i at koordinere med kommunen er altså, at der samlet bliver brugt færre penge på at etablere slidlag, og at den samlede mængde tid med maskiner i vejen bliver reduceret til fordel for borgerne og beboerne. Fjernvarmechefen understreger dog, at den type aftaler sker i et samarbejde mellem Fors og den berørte kommune, og at aftalerne kun indgås inden for rimelighedens grænse:

”Vi kan ikke vente flere år på at få reetableret en vej fuldstændig efter et gravearbejde, så en evt. udskydelse skal give mening for både borgerne, for os og for kommunen.”

Vi hjælper dig videre

Har du brug for hjælp?