Julen kom til Skt. Ols Gade

8. december 2025 - Fors A/S
Udskiftning af fjernvarmerør på en 80 meter lang strækning i det centrale Roskilde skulle vise sig langt mere bøvlet, end man skulle tro. Men det endte alligevel lykkeligt til sidst, og både julelys og -stemning kom til Skt. Ols Gade.
Julen nåede heldigvis til Skt. Ols Gade i tide til den årlige juletræstænding. Foto: Fors

Det begyndte som en øjensynligt simpel opgave. Fors skulle udskifte udtjente fjernvarmerør med nye på en 80 meter lang strækning på en gade midt i Roskilde.

Men gravearbejdet, der var planlagt til at vare otte uger, endte med at vare ti, og undervejs måtte både arbejdsfolk og byens borgere gå så grueligt meget igennem. På et tidspunkt rejste spørgsmålet sig endda, hvorvidt det overhovedet var muligt at få opsat julebelysning på Skt. Ols Gade i tide til juletræstændingen på Stændertorvet den 21. november.

Tidligt i gravearbejdet stødte vi på vandrør, der var mere udtjente end forventet, og det stod klart, at det eneste fornuftige var også at udskifte dem, da vi ellers risikerede at skulle grave vejen op igen kort efter.

Vi stødte også på et minde fra fortiden, da der dukkede spor af en gammel vej op i jordlagene. I en gammel by som Roskilde er det bestemt ikke usædvanligt at støde på fortidsspor i jorden, men det er nødvendigt at få folk med den rette faglighed, her arkæologerne, til at se nærmere på sagerne, inden vi graver videre. Det forsinker ofte arbejdet en smule, men sådan passer vi bedst muligt på vores fælles kulturarv.

Trængsel og alarm

Skt. Ols Gade er en smal gade. Det er også en meget central gade, der i stor stil benyttes af områdets forskellige trafikanter. Massevis af biler, busser og ikke mindst skolebørn på cykel og til fods med og uden forældre benytter gaden hver eneste dag. Det stiller store krav til både fremkommelighed og trafiksikkerhed – og ikke mindst balancen imellem de to.

Gravearbejde er aldrig hverken belejligt eller uden gener, men I Fors forsøger vi at genere vores omgivelser mindst muligt. I Skt. Ols Gade betød det, at vi i første omgang nøjedes med at spærre halvdelen af gaden med henblik på at lade busser passere strækningen. Hensigten var at sikre fremkommeligheden for den offentlige transport og opretholde et fornuftigt niveau af trafiksikkerhed for fodgængere.

Desværre viste det sig snart, at der var væsentligt mere trængsel og alarm, end forsvarligt var. For desværre var der en hel del bilister, som hver dag trodsede skiltningen og kørte på gaden alligevel. Da en af entreprenørens folk blev ramt af sidespejlet på en forbipasserende personbil, måtte der ske noget.

Vi besluttede - og fik lov til af Roskilde Kommune – at afspærre strækningen for al kørende trafik. Den beslutning var selvfølgelig til gene for de mange biler og busser, der hver dag kørte netop dér, men den gav også albuerum og større sikkerhed for de arbejdende folk på stedet. Og dét betyder fremdrift i arbejdet. Med plads til maskiner og uden bekymring for at blive ramt af hverken bil eller bus kunne vores folk fokusere på opgaven og om at få den gennemført. Fraværet af kørende trafik gjorde det også væsentligt mere sikkert for de mange børn og voksne til fods, der stadig benyttede det åbne fortov forbi arbejdsstrækningen på vej til og fra skole.

Men hvad med julelys?

Netop som arbejdet for alvor begyndte at køre på skinner, opstod en ny bekymring. Den traditionsrige juletræstænding på Stændertorvet i Roskilde nærmede sig hastigt, og byens juleudsmykning skulle gerne være klar inden da. Men kunne det overhovedet lade sig gøre at sætte julelys op i Skt. Ols Gade, når Fors fyldte gaden med dybe huller og store maskiner? Byens erhvervsforening og Fors’ projektleder fik kontakt til hinanden og krydsede fingre for, at det ville blive muligt for elektrikeren at komme til med en lift for at opsætte lys i tide til den 21. november.

Julefreden sænker sig

Heldigvis sikrede afspærringen, at arbejdet skred meget hurtigere frem. Og da juletræet på Stændertorvet tændtes den 21. november, var der masser af julelys og -stemning i Skt. Ols Gade.

Og moralen er…

Da alt kom til alt, endte arbejdet i Skt. Ols Gade lykkeligt. Men det var ikke uden bump på vejen, og i december udestår stadig arbejde på en enkelt privat matrikel, som har vores opmærksomhed. Og i virkeligheden var arbejdet på Skt. Ols Gade nok meget kendetegnende for gravearbejdets natur.

Selv med grundig og udførlig planlægning, er der et væld af faktorer, man simpelthen ikke kan tage højde for på forhånd: Ledninger i dårligere stand eller med anden placering end ventet, ukendte ting og sager i jorden, arkæologiske fund, hård frost eller megen nedbør og nødvendige trafikale omsadlinger – bare for at nævne nogle stykker. Fælles for dem er, at de påvirker tidshorisonten, hvilket resulterer i flere eller mere langvarige gener for beboere og brugere af området.

Information gør hverken generne mindre eller arbejdet hurtigere. Men vi arbejder ud fra idéen om, at generne måske bliver en anelse mere tålelige, hvis man føler sig tilstrækkeligt informeret om dem. Derfor forsøger vi at sikre korrekt og rettidig information til relevante modtagere. Vi kan ikke garantere, at vi altid lykkes med det, men vi kan garantere, at vi gør os umage.

Eventyret om Skt. Ols Gade fortsætter i 2026, hvor vi tager fat på det næste stykke, der skal have udskiftet fjernvarmerør. Også næste gang vil vi gøre vores bedste for at informere korrekt og i tilstrækkeligt omfang.