Fra gamle glas til friske flasker

22. januar 2026
Glas er en af de affaldstyper, det giver allerbedst mening at genanvende. Vi har besøgt Ardagh Glass ved Holmegaard, hvor glasaffaldet fra din affaldsbeholder genopstår som nye glasprodukter.

Når den sidste smule Nutella, øl, pesto eller syltetøj er indtaget, ender glasemballagen i beholderen til glasaffald hjemme, hvor du bor. Men hvad sker der egentlig derfra, og til du næste gang lægger en nyt glas syltetøj i indkøbskurven?

Når først glasbeholderen er tømt af skraldebilen, køres glasaffaldet til omlastning og derfra til Reiling Glassrecycling i Næstved. Her bliver først låg, etiketter og andre urenheder sorteret fra. Derefter bliver glasset knust og farvesorteret, inden det sælges videre til glasværker, der kan bruge det til produktionen af nye glasprodukter.

Genanvendelse af glas betaler sig

Et af de store glasværker er Ardagh Glass, der er førende i Norden inden for produktion af emballageglas. Genbrugsglas, det vil sige knust glasaffald, udgør en stor del af produktionen af nye glas på glasværket. Og det er der en god grund til. Glas kan nemlig i princippet genanvendes uendeligt, hvor fx papfibre til sammenligning "kun" kan genanvendes op til syv gange, før fibrene er slidt op. Samtidig kræver det syv gange så meget energi at smelte sand om til glas end at smelte brugt glas om til nyt. Det kræver altså væsentligt færre ressourcer at genanvende glas, når vi er færdige med at bruge det, end at producere nyt glas af sand.

Vidste du

Noget glas skal ikke sorteres som glas

 

  • Glaskanden fra din kaffemaskine eller dit ovnfaste glasfad er keramisk glas og må derfor ikke sorteres som glas.
  • Keramisk glas skal i stedet afleveres på genbrugspladsen, hvor det sorteres som sanitet og porcelæn.
  • Årsagen: Keramisk glas kan ikke genanvendes sammen med almindeligt glas. Det skyldes, at smeltepunktet for keramisk glas er meget højere end for almindeligt glas. 
  • Konsekvensen: Hvis et stykke keramisk glas ved en fejl finder vej til glasværkets produktion, vil det som vist på billedet sætte sig i glasset som en form for tyggegummiklump og dermed ødelægge produktet.

Om glasproduktionen hos Ardagh

 

  • Hos Ardagh Glass kommer det knuste, farvesorterede glas i store ovne sammen med råmaterialer som fx sand og kalk. 
  • Herefter sendes det flydende og nærmest lavalignende glas via maskiner i små portioner videre til støbeforme til fx ølflasker. 
  • Når de nye glasprodukter er kølet tilstrækkeligt ned og har bestået en kvalitetskontrol, pakkes de på paller, hvorefter de er klar til at komme ud til producenterne, der bruger glasemballagen til mad- og drikkevarer.
  • Hele produktionen er automatiseret, men foregår under skarp kvalitetskontrol af Ardaghs medarbejdere.

Genanvendelse af glas i Holbæk Kommune

  • I 2025 blev der i Holbæk Kommune sorteret 18 kilo glas pr. indbygger.

  • 90 procent af det indsamlede glas bliver enten genbrugt eller genanvendt i produktionen af nyt glas.