Fjernvarmen kommer ikke til Svinninge og Tølløse/Gl. Tølløse i denne omgang
I Svinninge og Tølløse har det siden marts 2025 været muligt at tilmelde sig fjernvarmen. De to projekter skulle hver opnå minimum 70 procents tilslutning for at blive til noget. Efter fristens udløb den 31. december står det dog klart, at der ikke er tilstrækkelig tilslutning i de to områder.
”Vi må desværre konstatere, at tilslutningen ikke er, hvor den skal være, hvis vi skal arbejde videre med de to projekter. Et højt tilslutningsgrundlag er afgørende for at sikre en stabil fjernvarmeøkonomi, og har vi ikke det, kan projektet ikke opnå såkaldt positiv samfundsøkonomi. I Svinninge og Tølløse er timingen simpelthen ikke rigtig for fjernvarmen,” siger Chef for Plan og Projekt Varme i Fors Jens Ole Pihl-Andersen.
Den endelige tilslutning landede på ca. 1 procent for Svinninge og ca. 3 procent for Tølløse.