Det betyder producentansvaret
I 2025 er et nyt producentansvar for emballage trådt i kraft i Danmark. Som privat forbruger er du ikke omfattet af producentansvaret, men du kan alligevel mærke effekten, når du køber varer.
Foto: Affaldsfotobanken
Baggrunden for producentansvaret
- Det handler om klima og miljø, og det handler om, at vi skal minimere vores forbrug af ressourcer og mindske mængden af affald.
- Formålet med producentansvaret er nemlig, at vi skal bruge mindre emballage, at vi skal producere bedre genanvendelig emballage, og at vi skal genanvende mere af den emballage, vi bruger.
- Med det udvidede producentansvar skal producenter og importører betale for den emballage, de sætter på markedet. De skal også betale for, at emballagen bliver indsamlet og genanvendt. Det sker gennem forskellige ordninger, som producenter og importører har pligt til at være medlem af og betale til.
- Producentansvaret skal motivere producenter til at bruge mindre emballage generelt og til at bruge mere genanvendelig emballage.
Hvad betyder det for dig som forbruger?
- Når producenter og importører skal betale nye eller øgede gebyrer for emballage, kan det betyde, at prisen på emballerede produkter stiger.
- Et eksempel kan være en liter juice i plastflaske. Her skal producenten betale for emballagens håndtering og genanvendelse.
- De ekstra udgifter kan betyde, at prisen på produktet i sidste ende stiger i butikken, hvor du som forbruger køber den.
For virksomheder
Medlemskab af en eller flere kollektive ordninger er obligatorisk for producenter og importører af emballerede produkter. Vana og Emballageretur er to af de store kollektive ordninger på det danske marked.