Spring til indhold

Velkommen til Genbrugslageret Forsyningen på Tornved Genbrugsplads

Hver dag indleveres der store mængder godt genbrug på alle vores genbrugspladser i Holbæk Kommune  – det ønsker vi nu at stille til rådighed for nye målgrupper.

Genbrugslageret Forsyningen henvender sig til skoler & institutioner, frivillige foreninger, NGO’er, udvalgte grønne upstarts-virksomheder og andre kreative sjæle – der kan hjælpe til med at nedbringe forbruget og give affaldet nyt liv.

Genbrugslageret bliver et sted hvor man kan forsyne sig med alskens kreative materialer og blive inspireret til alle slags kreative opgaver – måske mangler man flamingokugler til et kommende projekt, eller måske små brædder til de fuglekasser man gerne vil bygge i skolen. Tanken er, at genbrugslageret er et sted hvor gode idéer mødes – hvor lærerne kan inspirere hinanden – og hvor man har mulighed for at komme med ønsker til indholdet på hylderne.

For de mange frivillige foreninger, der tjener penge ved f.eks. at afholde loppemarkeder, er der nu mulighed for – på en let måde – at skaffe nye effekter til deres kommende markeder.

Man kan udtage effekter der relaterer til projekter og kommende arrangementer – men ikke til eget brug. Man kan naturligvis heller ikke tage reoler, vogne, kasser o.lign. der indgår i lagerets indretning.

Alle ting i Genbrugslageret Forsyningen er gratis – men man skal veje tingene før man går.

 Første åbningsdag er tirsdag d. 14. maj, kl. 12-17

Genbrugslageret Forsyningen har åbent: Tirsdage kl. 12-17 og torsdage kl. 10-15.

Du finder Forsyningen på Tornved Genbrugsplads, Holbækvej 167, 4440 Mørkøv

 

Adgang og registrering

Det kræver særlig adgang og registrering at udtage effekter fra ”Forsyningen”. Ønsker man at komme i betragtning til at udtage effekter fra genbrugslageret – og er man ikke en del af ovennævnte målgrupper – så har man mulighed for at søge om et genbrugspas.

 

Genbrugspas

Alle kan ansøge om et genbrugspas til Genbrugslageret Forsyningen, dog skal følgende kriterier være opfyldt.

Effekterne kan ikke udtages til eget brug.

Effekterne skal anvendes til projekter eller arrangementer, der har fokus på bæredygtighed, affaldsforebyggelse og/eller genbrug.

Man kan som nystartet grøn opstartsvirksomhed få adgang til materialer – ved dokumentation af virksomhedens mål og vision.

Etablerede virksomheder kan også få adgang til genbrugslageret, hvis formålet er at øge fokus på genbrug og bæredygtighed.

Private, byfora, grundejerforeninger o.lign. kan komme i betragtning, hvis formålet er at øge fokus på genbrug og bæredygtighed.

 

Beskriv dit arrangement, din opgave og ansøg om at få adgang til Genbrugslageret Forsyningen. Send din ansøgning til: forsyningen@fors.dk – så vurderer vi ansøgningen og vender tilbage.