Spring til indhold
Nyheder

Snart klar til pilotprojekt “Forlæng & Forær”

Har du en lampe, en stol eller noget tredje, som du ikke længere skal bruge, men som er i så god stand, at den er for god til at blive smidt ud? Så er det nu, du skal stille den i det nye område ”Forlæng & Forær" på Tornved Genbrugsplads.

Tirsdag den 16. august kl. 10-12 bliver pilotprojektet skudt i gang med en grøn fest med grøn løber, grøn kage og andre grønne lækkerier. Alle er velkomne!

Det nye genbrugstiltag “Forlæng & Forær” har til formål at sikre, at endnu mere genbrugsguld får lov at leve videre hos en ny ejermand. Finder man noget, man kan lide, er det eneste krav, at man vejer tingene, så Fors A/S kan følge med i, hvor mange tons, der får nyt liv i stedet for at ende som affald.

Forsyningsselskabet har taget initiativ til det nye pilotprojekt på baggrund af regeringens ”Klimaplan for en grøn affaldssektor og cirkulær økonomi”, hvis sigte er en mere klimavenlig affaldshåndtering.

– Vi har en klar vision om at sikre, at flere materialer bliver brugt i længere tid. Med vores nye koncept gør vi genbrug endnu mere attraktivt ved at gøre det gratis at genbruge. Desuden vil det kun være ”guldet”, der er at finde i “Forlæng & Forær”, fordi vi opfordrer folk til kun at aflevere ting, de ville være bekendt at give deres nabo, siger Annette Vangslev.

Vi glæder os til at byde jer velkommen tirsdag den 16. august kl. 10-12 på adressen Holbækvej 167, 4440 Mørkøv.

Der arbejdes på højtryk på Tornved Genbrugsplads for at gøre det nye lokale klar til indvielse i midten af august.