Spring til indhold
Nyheder

Nyt forsøg: Genbrugsplads vil have endnu mere genbrug

Med et nyt pilotprojekt sætter forsyningsselskabet Fors A/S, der håndterer affald og driver genbrugspladserne i Holbæk Kommune, nu endnu mere fokus på at genbruge fremfor at smide ud. Det gør Fors A/S med tiltaget Forlæng & Forær.

Har du en lampe, en kjole, en stol eller noget helt fjerde, som du ikke længere skal bruge, men som er i så god stand, at den er for god til at blive smidt ud? Så er det nu, du skal stille den i den nye ”genbrugsterminal” på Tornved Genbrugsplads.

Her lancerer Fors A/S til august det nye genbrugstiltag ”Forlæng & Forær”, hvis formål er at sikre, at endnu mere genbrugsguld får lov at leve videre hos en ny ejermand.

– Det, der adskiller vores nye koncept fra vores genbrugsbutikker, er, at alt i dette område nu kan afhentes gratis. I stedet for at betale skal kunden dog veje sine ”varer”, så vi kan følge med i, hvor mange tons vi ender med at give nyt liv, forklarer affaldschef i Fors A/S Annette Vangslev.

Forsyningsselskabet har taget initiativ til det nye pilotprojekt på baggrund af regeringens ”Klimaplan for en grøn affaldssektor og cirkulær økonomi”, hvis sigte er en mere klimavenlig affaldshåndtering.

– Vi har en klar vision om at sikre, at flere materialer bliver brugt i længere tid. Med vores nye koncept gør vi genbrug endnu mere attraktivt ved at gøre det gratis at genbruge. Desuden vil det kun være ”guldet”, der er at finde i Forlæng & Forær, fordi vi opfordrer folk til kun at aflevere ting, de ville være bekendt at give deres nabo, siger Annette Vangslev.

Fors A/S byder velkommen i ”Forlæng og Forær” den 16. august kl. 10-12, hvor kunder både kan aflevere og hente genbrugsguld på Tornved Genbrugsplads.

Fors A/S’ øvrige genbrugsbutikker, Find & Forny, fortsætter uændret.

Pressekontakt for medier og journalister

Få nyheder på mail Kontakt kundeservice