Spring til indhold
ledninger

Varme i Jyderup

Her kan du læse mere om fjernvarme i Jyderup

Status på nyt varmeværk til Jyderup
Vi forventer at opstarte anlægsarbejdet af det nye varmeværk inden udgangen af 2023, og forventer at det nye varmeværk står klar i slutningen af 2024.

Spørgsmål og svar

Hvor ofte justerer I prisen på fjernvarme?

Såfremt udviklingen i gasprisen og indtægter samt omkostninger i varmeselskabet tillader det, justerer vi prisen hver tredje måned.

Hvad skal der til, før det vil give mening at justere prisen igen?

Priserne vil blive justeret op ved prisstigninger på mere end 10 %.

Prisen vil blive justeret ned, når vi kan se at estimerede og/eller realiserede overdækninger vil give en væsentligt lavere årspris end den udmeldte årspris.

Hvordan vil jeg få besked fremadrettet, hvis prisen bliver justeret?

Hvis prisen stiger mere end 10%, vil du som udgangspunkt modtage et varselsbrev tre måneder, før prisstigningen træder i kraft.

Hvis prisen falder, vil vi fremadrettet orientere justeringen via sms, på hjemmesiden og/eller på sociale medier. Vi vælger ikke at sende et brev ud, da det er den mest omkostningstunge løsning og gerne vil spare så mange penge i administration som muligt.

Er det et krav, at I skal varsle os, hvis I justerer priserne igen?

Hvis prisen justeres mere end 10 %, er det et krav, at vi varsler vores kunder tre måneder, før prisen træder i kraft. Der er udelukkende krav om en decideret varslingspligt, når der er tale om prisstigninger.

Prisfald eller overdækninger, som kommer kunderne til gode, skal ikke varslet – blot kommunikeres ifølge vejledningen om varslingsregler for varmeforsyningsloven.

I skriver, at prisen justeres pr. 1. januar 2024. Hvad betyder det?

Det betyder, at prisen pr. MWh vil stige, hvorimod den faste pris pr. m2 vil falde. Dermed er der tale om justering af prisen, da forbrug og antal m2 varierer fra husstand til husstand.

Hvornår gælder de nye priser fra?

De nye priser gælder fra den 1. januar 2024.

Hvorfor varsler I ændring af prisen, når I ikke selv kender den endelige pris?

Hos Fors A/S opkræver vi fjernvarme efter hvile-i-sig-selv-princippet, hvorfor vi løbende beregner prisen på fjernvarme. Da vi allerede nu kan se, at prisen på fjernvarme kan justeres, men endnu ikke har færdigberegnet den endelige pris, vælger vi at informere vores kunder i så god tid som muligt.

Hvornår forventer I at justere den faste pris?

Når underdækningen i varmeselskabet er væk, bliver den faste pris reduceret.

Hvorfor både falder og stiger priserne i Jyderup? Og hvad betyder det for mig?

Så snart du kan se prisen for 2024, kan du gange dit forbrug (MWh) med den nye pris pr. MWh. Din husstands kvadratmeter skal du gange med den nye faste pris. Formentligt vil det betyde et prisfald samlet set.

Hvorfor har jeg ikke modtaget et brev vedrørende prisændringen?

Brevet er sendt til din e-Boks. Hvis du lejer en ejendom, skal du være opmærksom på, at det er din udlejer, der har modtaget informationen i e-Boks.

Hvornår forventer I, at selskabet er fri af underdækningen/efterslæbet?

Underdækningen forventes at være betalt ud ved udgangen af 2023.

Hvordan ser jeg, om mit anlæg har dårlig afkøling?

Du kan logge på din selvbetjening på Fors.dk for at se informationer om afkøling på dit anlæg og installation.

Klik på måleren til den står på T2. Din returtemperatur skal være på maksimalt 40 grader.

Hvad er en god/dårlig afkøling?

Forskellen mellem fjernvarmevandets fremløbs- og retur- løbstemperatur kaldes afkølingen.

Jo koldere fjernvarmevandet er, når det sendes retur til fjernvarmeværket, jo bedre er det for den samlede økonomi i fjernvarmesystemet, og dermed har det betydning for fjernvarmeprisen.

Afkølingen i en varmeinstallation svinger op og ned, alt efter hvordan termostatventilerne på radiatorer og varmtvandsbeholderen reguleres.

Fremløbstemperaturen minus returløbstemperaturen viser afkølingen (også kaldet Dt eller differenstemperaturen). Temperaturer og afkøling er aktuelle, når de aflæses, men svinger hele tiden over døgnet.

Hvordan kan jeg sænke returtemperaturen på min fjernvarmeinstallation?

Hvis du for eksempel nedsætter din rumtemperatur derhjemme med bare én grad, kan du spare cirka 5 % på varmeregningen.

  • Stil alle radiatorer på samme trin. Én radiator for fuldt blus er en uøkonomisk løsning. Radiatorerne skal være kolde forneden.
  • Luk aldrig helt for radiatorer i ubenyttede rum eller værelser, der skal være kølige. Stil termostaten på 1, ellers risikerer du skader på bygningen.
  • Stil termostaten mellem trin 3 og 4, så sikrer du en behagelig stuetemperatur på 18-21°C. Hver ekstra grad højere rum temperatur betyder ca. 5 % større varmeudgift.
  • Lad ikke vinduer stå åbne, når radiatorerne er tændt. Sluk og luft ud i 5 minutter, hvorefter du kan lukke op for radiatorerne igen. Gerne tre gange om dagen.
  • Dæk aldrig radiatorer til, og brug dem ikke til at tørre tøj på, så virker termostaten ikke.
  • Hvis stuetemperaturen er for lav, selv om termostaten står på 4 eller derover, bør du tjekke om fremløbstemperaturen ved varmeveksleren er høj nok.
  • Sænk temperaturen på dit varme brugsvand. En temperatur på max. 50-55 °C i den varme hane bør være tilstrækkelig.
  • Har du en håndklædetørrer, skal denne kun være lun på ca. 30 grader.

Hvorfor steg prisen for min varme i 2022?

Da vi primært producerer varme i Jyderup med naturgas, og priserne for naturgas var steget markant, var vi nødt til at hæve prisen.

Hvor meget steg prisen i 2022?

Pr. 1. oktober 2022

Prisen for en MWh steg med 1519,69 kr. svarende til 213 %. og for den faste betaling steg prisen med 26,25 kr. pr. m2 fra 1. oktober 2022.

Pr. 1. januar 2023

Prisen for en MWh steg med 676,48 kr. svarende til 30,3%. For den faste betaling steg prisen ikke pr. m2 fra 1. januar 2023.

Opdatering efter 15. november 2022:

Efter vores bestyrelsesmøde d. 15. november, blev det besluttet, at du som kunde kunne se frem til, at varmeprisen ikke blev så høj som først antaget. Det betød, at vi pr. den 1. januar 2023 kunne sænke prisen til 1.356,33 kr. pr. MWh. Prisen for den faste del udgør stadig 52,50 kr. pr. m2.

Hvorfor betaler jeg fast pris pr. m2?

Det gør du, fordi der er nogle faste udgifter ved at drive fjernvarmenet og produktionsanlæg. Vi har valgt at gøre det på denne måde, så du betaler alt efter hvor stort et opvarmningsareal, der er i din husstand.

Hvor kan jeg se de seneste opdaterede priser for 2023?

Du ser de senest opdaterede priser for Jyderup her 

Hvad gør jeg, hvis ikke jeg kan betale min regning?

Du kan henvende dig til os på 70202066 eller fors@fors.dk, så finder vi sammen en løsning.

Fra 1. januar 2023 kan du benytte dig af indefrysningsordningen. Læs mere her

Hvornår vælger I at bruge andet end naturgas til at producere fjernvarme?

Der er fremsendt et projektforslag for et nyt varmeværk, der kan anvende andet naturgas til at producere fjernvarme.

Vi forventer at starte anlægsarbejdet op inden udgangen af 2023.

Hvad gør jeg, hvis min husstand ikke passer med en standardhusstand?

På dine tidligere acontoregninger kan du se, hvor mange MWh samt m2, du bliver opkrævet for hver tredje måned.

Pr. 1. juli 2023: Antallet MWh skal du fra 1. juli 2023 gange med 505,50 kr. samt gange antallet af m2 med 52,50 kr. Så har du beløbet, du skal betale for 4. aconto i 2023.

Hvad er historikken for fjernvarme i Jyderup?

Du kan læse mere om historikken her:

  • 2017: Solvarmeanlæg står færdigt
  • 2018: Vi undersøger hvilke mulige alternative produktionsformer, der er mulighed for (el og biomasse)
  • 2018 /2019: Vi undersøger sammen med Novo, Kalundborg Forsyning, Kalundborg Kommune og Uponor om mulighederne for at få overskudsvarme fra Novo i Kalundborg
  • 2020: Da Novo-muligheden falder, beslutter vi at arbejde videre med varmepumpeløsningen
  • 2020: Der opstår mulighed for en synergi med et kommende nyt sygehusvaskeri. Der kan være stort potentiale i overskudsvarme og/eller en mulig stor kunde. Den falder desværre i 2021
  • 2021: Vi arbejder videre med en varmepumpe (luft-til-vand). Vi laver en købsaftale på en grund
  • Q4 2021: Naturgaspriserne begynder at stige
  • 2022: I februar sender vi et projektforslag til kommunen
  • 2022: I juni meddeler Vejdirektoratet, at de ændrer vejbyggelinjen og nu skal bruge den grund, vi har lavet en købsaftale på.
  • 2022: Vi laver aftale om en anden grund, men der vil Vejdirektoratet holde fast i en gammel spærring
  • 2022: Vi planlægger nu at blive på vores eksisterende grund
    tæt ved solvarmeanlægget
  • slut 2022: Vi indsender opdateret projektforslag til nyt varmeværk på vores egen eksisterende grund
  • 2023: Vi forventer at opstarte anlægsarbejdet af nyt varmeværk inden udgangen af 2023
  • Slut 2024: Vi forventer, at det nye varmeværk står klart

Hvad er udsigterne til at blive koblet på symbiosen i Kalundborg?

Ved mere information om Kalundborg Symbiose, skal du kontakte Holbæk Kommune eller læse mere på deres hjemmeside her

Skal projektforslaget for Jyderup Varmepumpeanlæg og spidslastkedel opdateres?

I december 2022 indsendte vi et opdateret projektforslag til Holbæk Kommune. Det er fortsat vores forventning, at varmepumpen kan stå klar i slutningen af 2024.

Hvorfor har I ikke placeret det nye varmeværk på jeres grund til at starte med?

Årsagen til, at vi ikke fra starten har placeret det nye varmeværk på vores egen grund, er, at placeringen ikke er den mest optimale. Og da naturgaspriserne frem til oktober 2021 var lave, tog vi os tiden til at finde den optimale placering af det nye varmeværk. Netop for at skabe den bedst mulige løsning for kunderne i Jyderup Varmeværk.

Vi fandt den mest optimale løsning – nemlig to forskellige grunde, men da Vejdirektoratet efterfølgende besluttede at lægge beslag på først den ene grund, og siden også den anden grund – og gaspriserne tilmed steg, så hastede det pludseligt med at finde en ny placering. Et scenarie, ingen kunne forudsige.

Derfor besluttede vi kort efter den seneste udmelding fra Vejdirektoratet at gå med løsningen på egen grund. Det er stadig ikke den mest optimale løsning, men set i lyset af, at der ikke er andre muligheder lige nu, så går vi efter denne placering. Det gør, at vi hurtigst muligt kan få en anden varmekilde end gas til Jyderup Varmeværk.

Grunden til, at denne placering ikke er den mest optimale, er, at det sandsynligvis vil betyde en marginalt lavere virkningsgrad på det nye varmeværk.

Så det handler ikke om, at vi har handlet for langsomt eller ikke kendte til muligheden. Det handler om, at vi ville sikre den bedste løsning til Jyderup. Og i takt med de stigende gaspriser samt at Vejdirektoratet besluttede deres plan, så er dette nu den bedste løsning – ud fra de rammer der er.

Kan jeg blive afkoblet fjernvarmenettet?

I Jyderup er der tilslutningspligt til fjernvarme, hvilket betyder at der er en forblivelsespligt. Forblivelsespligten betyder, at ejendommens ejer skal betale til den kollektive varmeforsyning.

Vi hjælper dig videre

Kundecenter

Har du brug for hjælp?

Kontakt os