Spring til indhold
Nyheder

Grøn energi hitter i Himmelev

Kunderne i Himmelev har taget godt imod muligheden for at få fjernvarme. Interessen for at få grøn energi i de private hjem er stor, og Fors A/S forventer, at interessen de kommende år fortsætter, og flere kunder vil tilslutte sig.

Der er stor interesse for at skifte fra naturgas til fjernvarme i Himmelev. Det er konklusionen, efter Fors A/S har taget hul på første etape af udrulningen af fjernvarme til en række kunder i Roskilde-bydelen.

I første etape af i alt fire tilbyder forsyningsselskabet godt 200 kunder muligheden for at få fjernvarme, og 75 procent af de potentielle kunder har takket ja. På baggrund af grundigt forarbejde forventer Fors A/S desuden, at tilslutningen stiger yderligere.

I første etape drejer det sig om beboere på Assensvej, Fynsvej, Fåborgvej, Haraldsborgvej, Nordhøjen, Nyborgvej, Nyvang, Strandgårdsvej, Åvej og Åvænget, og at tilslutningen er så stor, glæder kundedirektør i Fors A/S Thomas Hopp.

– Når vi sætter et ambitiøst projekt som fjernvarme i Himmelev i værk, er det baseret på grundigt forarbejde. Derfor havde vi en forventning om, at mange kunder ville tilslutte sig, men det er gået hurtigere end forventet. Interessen kommer ikke bag på os, for fjernvarme er både en mere klimavenlig, nem og billigere løsning for kunden. I forhold til gas og olie er fjernvarme billigere, der er ingen støj, som vi kender det fra for eksempel en varmepumpe, og vi kan tilbyde kunden at stå for både installation og service, så det er så nemt for kunden som muligt, siger Thomas Hopp.

Gravearbejdet i Himmelev er i fuld gang, og de første kunder har allerede fået ført stikledning ind til deres ejendom. Den næste etape begynder i 2022, og Thomas Hopp forventer en fortsat stor interesse fra kunderne, så den grønne forsyning kan få endnu et skub i den rigtige retning.

– I takt med, at kunderne i Himmelev oplever, at flere og flere siger ja til fjernvarme, rent faktisk kan spare penge og samtidig gøre noget godt for klimaet, forventer jeg, det vil have en positiv effekt på, at flere ser fordelene i at tage imod tilbuddet og sige ja til fjernvarme, siger Thomas Hopp.