Spring til indhold
Nyheder

Fors A/S får ét samlet varmeselskab i Holbæk Kommune

Fors A/S forenkler selskabsstrukturen og samler administrationen af sine forskellige varmeselskaber i Holbæk Kommune i ét selskab, Fors Varme Holbæk A/S.

Nye fjernvarmeprojekter i Holbæk by giver anledning til at gentænke selskabsstrukturen til fordel for kunder og ejere. Med ét varmeselskab bæres både den selskabsmæssige risiko og de administrative byrder i fællesskab. Samtidigt påvirker fusionen ikke priserne for de nuværende fjernvarmekunder, da der prisdifferentieres mellem områder alt efter de faktiske omkostninger forbundet med den enkeltes fjernvarme. Det vil sige, at det alene er nye kunder i Holbæk by, der betaler for fjernvarmeudbygningen i Holbæk by.

Hidtil har der været separate fjernvarmeselskaber i Jyderup og St. Merløse, og med udbygningen i Holbæk by ville det kræve et selskab mere. For at forenkle selskabsstrukturen og lette de administrative opgaver fusioneres selskaberne i stedet til ét selskab, Fors Varme Holbæk A/S. Fusionen blev besluttet på generalforsamling i selskaberne den 23. november 2023 og er nu godkendt af Erhvervsstyrelsen. Fusionen er dermed en realitet og gældende fra beslutningsdatoen.

Fjernvarmekunderne vil ikke mærke nogen forskel, da fusionen er ren administrativ.

På længere sigt – når de forskellige områder er etableret – kan der potentielt arbejdes henimod, at priserne ensrettes på tværs af områder, så alle kunder betaler samme pris. Fors A/S forventer, at fjernvarmeprojektet i Holbæk by på sigt kan være med til at give stordriftsfordele, der vil resultere i billigere priser i Jyderup og St. Merløse.

Fors A/S skal som fjernvarmeselskab drives efter hvile-i-sig-selv-princippet. Det betyder, at der ikke må være hverken over- eller underskud i virksomheden. Indtægter og udgifter skal balancere.

Pressekontakt for medier og journalister

Få nyheder på mail Kontakt kundeservice