Spring til indhold
vand
Nyheder

Vandingsforbud gælder hele sommeren

Selv om solen står højt, og græsset begynder at svede, så er det i Roskilde Kommune forbudt at vande plænerne i sommermånederne.

Mange steder i landet er tørkeindekset højt, og for mange er det fristende at vande plænen, hvis den begynder at få et gulligt skær. Men i Roskilde Kommune er det forbudt at vande plæner. Forbuddet gælder i sommermånederne, hvor forsyningsselskabet Fors A/S oplever, at vandforbruget stiger.

”Den varme brise, der i øjeblikket er over os, sætter pumperne på vandværkerne på overarbejde. Vi ved, at når sommeren står for døren, så er der masser af badeglade folk og tørstige haver, der kalder på vand. Vores vandværk er gearede til det øgede forbrug, men vi opfordrer altid til at spare på vandet,” fortæller vandchef Steffan Alexander Thule Madsen fra Fors A/S.

På trods af at mange bruger mere vand på de varme dage, oplever Fors A/S ikke problemer med mangel på vand, men de følger situationen nøje.

”Hos Fors A/S har vi på nuværende tidspunkt ikke et problem med at levere vand til vores kunder. Men vi overvåger løbende niveauet i grundvandsmagasinerne, så vi hele tiden sikrer, at vi har rent drikkevand til vores kunder. Og det er klart, at hvis ikke vandingsforbuddet overholdes, og vi kan se, at det udvikler sig til et problem, så er vi nødt til at indføre restriktioner. Vi er alle nødt til at stå sammen om at beskytte vores fælles grundvand,” siger Steffan Alexander Thule Madsen.

Vandingsforbuddet gælder hvert år i sommermånederne. Det er en afgørelse, der blev vedtaget i 1990 af Teknik og Miljø i samarbejde med det daværende Roskilde Amt, og afgørelsen gælder stadig. Vandingsforbuddet gælder også for virksomheder og offentlige institutioner. Eksempelvis er blandt andet fodboldbaner, idrætsanlæg og parker også omfattet af forbuddet.

 

Gode råd til at spare på vandet

• Vand ikke din græsplæne. Den kan sagtens klare sig uden
• Saml vand fra brusebadet i en spand eller regnvand fra taget i en regnvandstønde. Du kan
bruge det til at vande med i stedet for at bruge drikkevand til blomsterne
• Brug en vandkande, når du vander i blomsterbede og -krukker. Vandslangen er en
vandsluger, som bruger mere vand end nødvendigt
• Store badebassiner bruger meget vand. Tag hellere end tur på stranden, hvis det er muligt