Spring til indhold
Rør på fjernvarmeværk
Nyheder

Overskudsvarme fra sygehusvaskeri kan varme Jyderup op

Udnyttelse af varmen i det brugte vaskevand kan give varme til hjemmene i Jyderup. Det er til gavn for både pengepungen og miljøet.

Placeringen af det nye sygehusvaskeri i Region Sjælland har været på manges læber det seneste stykke tid. Hos forsyningsselskabet Fors A/S, der blandt andet leverer fjernvarme i Jyderup, har de også fulgt debatten tæt.

Fors A/S står nemlig for at etablere et nyt, grønt fjernvarmeanlæg til erstatning for det eksisterende, mindre klimavenlige fjernvarmeanlæg i Jyderup.

Hos Fors A/S ser de klare muligheder og chancen for samarbejde, hvis det nye sygehusvaskeri bliver placeret i Jyderup.

”Vi planlægger at lave en grøn løsning til gavn for vores kunder og den grønne omstilling. Der kan være klare fordele for regionen, lokalsamfundet og Fors A/S ved at placere det nye sygehusvaskeri i Jyderup. Det gælder både økonomiske fordele men i særdeleshed også klimamæssige fordele,” fortæller produktionsdirektør Henrik Correll fra Fors A/S.

Mulighederne for samarbejde opstår i, at det foreløbigt vurderes, at sygehusvaskeriet har en masse varmt vand, de skal af med. Al den varme går til spilde, når det havner i kloakken. I stedet for at skylle den gode energi ud i kloakken, er det muligt, at Fors A/S kan overtage det brugte, varme vand og omdanne det til fjernvarme til kunderne i Jyderup. På den måde bliver sygehusvaskeriets overskudsvarme brugt til at varme hjemmene op med grøn fjernvarme.

Også byrådspolitikerne i Holbæk Kommune kan se fordelene ved et muligt samarbejde.

”Tankegangen om at omdanne en virksomheds restprodukt til grøn energi for en anden giver god mening. Det vil være et oplagt symbiosesamarbejde. Især når vi tænker på den grønne omstilling, som vi har fokus på både hos Fors A/S og i Holbæk Kommune,” fortæller byrådspolitiker Steen Klink, der er politisk udpeget af Holbæk Kommune til Fors A/S’ bestyrelse.

Både sygehusvaskeriet og det nye fjernvarmeanlæg i Jyderup vil forventeligt blive placeret tæt på hinanden fysisk, og projekterne vil, som det ser ud nu, følge samme tidsplan.

”Det er helt oplagt, at vi sammen med Region Sjælland kigger på dette samarbejde, da vi ser synergi i det for alle. Vi prioriterer den grønne omstilling højt, så det her er for os et potentielt samarbejde, der giver mening og værdi. Vi håber, at Region Sjælland ser det på samme måde,” afslutter Henrik Correll.

Fors A/S forventer at gå i gang med at bygge fjernvarmeanlægget i midten af 2021.