Holbæk kan stå stærkere med fjernvarme – en stabil og fremtidssikret varmeløsning

16. december 2025 - Fjernvarme
Med sin nuværende gasforsyning har Holbæk by allerede en kollektiv varmeløsning. Med fjernvarme fortsætter byen med et fælles varmenet, som man kender det, men med en langt mere stabil og omstillingsparat opvarmningsform. Den mulighed må skrækhistorier fra nabokommunen ikke tage fra borgerne, lyder det fra Fors.

I Danmark har vi i mange år i udpræget grad benyttet – og haft gode erfaringer med - kollektive varmeløsninger i især byerne. Fjernvarmen har eksisteret længe, de sidste mange år side om side med naturgasnettet. Holbæk by betragtes som Danmarks sidste store gasby, og i det perspektiv, der kredser om stabilitet i forsyningen, giver det anledning til at sadle om og komme væk fra gassen.

Men stemningen omkring en ny kollektiv løsning med fjernvarme er blevet kølig efter den sag, der har udspillet sig i nabokommunen Odsherred. Og det er en skam, lyder det fra Fors’ fjernvarmechef Jens Ole Pihl-Andersen:

”Al fornuft peger på, at en kollektiv varmeløsning stadig er det mest fornuftige, fordi det samlede varmebehov er stort, og man bor tæt. Her er fjernvarme det oplagte valg, fordi det er en stabil og omstillingsparat varmeform. Men spøgelset fra Odsherred har godt fat i både holbækborgerne og alle andre, og det giver svære vilkår for fjernvarmeudrulningen,” siger han.

Han peger på, at tiltroen til fjernvarmeprojekters realisering og økonomi har lidt skade landet over på baggrund af situationen i Odsherred. Forståeligt, men helt uden grund, forklarer han:

”Vi forstår godt bekymringen, men det er også vigtigt at forstå, at vores fjernvarmeprojekt slet ikke kan sammenlignes med Odsherred Forsynings. Først og fremmest fordi vores projekter slet ikke realiseres, hvis ikke der kan opnås og opretholdes en sund økonomi for både kunder og Fors. Vi er meget erfarne på området og har i forvejen over 12.000 fjernvarmekunder. Det ville være afsindig ærgerligt for Holbæk, hvis en skrækhistorie fra en anden kommune skal koste byen den positive udvikling.” 

Stabilitet i varmeforsyningen er på manges læber, og det er da også her, der for alvor er fornuft i at se mod fjernvarme som en kollektiv varmeløsning:

”Fjernvarmen er fleksibel på den måde, at man løbende kan sadle om til at producere varmen på den måde, der giver bedst mening i et både økonomisk og klimamæssigt perspektiv. Mest nærliggende er det at se mod udnyttelse af overskudsvarme fra industrien, det kunne fx være fra Novo Nordisk i Kalundborg eller fra det formentlig kommende datacenter her i Holbæk. Muligheden for at kunne skifte varmekilde i en foranderlig verden er en pointe, der er værd at have for øje og noget, der er unikt for fjernvarmen,” siger Jens Ole Pihl-Andersen.

Det konkrete fjernvarmeprojekt i Holbæk by er fortsat i gang, ikke mindst i kraft af byudviklingen, hvor nye områder af byen er på tegnebrættet. Her har man også på forhånd udtrykt interesse i fjernvarme frem for de individuelle løsninger som fx varmepumper.

”Projektet lever i høj grad og er sat sammen, så første etape udgøres af få, men store varmeaftagere. Det skal sikre et solidt fundament for projektets efterfølgende etaper, der i højere grad vil bestå af private boliger. Set udefra er tempoet måske ikke så højt, men indefra har vi løbende og god dialog med de potentielle fjernvarmekunder i første etape, og vi ser frem til projektets videre forløb,” lyder det fra Jens Ole Pihl-Andersen. 

Det er ambitionen fra centralt politisk hold, at gas, også biogas, skal udfases fra privat rumopvarmning senest i 2035 og derefter fortrinsvis benyttes i industrien, hvor det giver mening. Det betyder, at private boliger, der i dag benytter gas som opvarmningsform, skal omstilles til en anden varmeløsning. For de flestes vedkommende vil det være et valg mellem fjernvarme, hvis det tilbydes, og en individuel løsning som fx en varmepumpe. Det tager tid at etablere fjernvarme, og de enkelte fjernvarmeprojekter er år undervejs. Så selvom 2035 kan synes langt væk, er det nu, man skal tage stilling til fjernvarmen, hvis man får den tilbudt.

Senest har EU besluttet at udfase russisk gas fra 2027. Og selvom Danmark på papiret er selvforsynende med gas, er det europæiske gasmarked sat sådan sammen, at en stor del af den danske gas sendes til andre EU-lande. Vi vil derfor stadig være afhængige af importeret gas, hvilket giver usikkerhed omkring prisudviklingen, som vi så det i 2022.

Fors er i gang med forarbejdet til første etape af fjernvarmeprojektet, der primært består af store varmeaftagere såsom kommunen, sygehuset og boligselskaberne. Ca. 68 % af danske husstande opvarmes allerede i dag via fjernvarme. Det svarer til knap to millioner husstande.

Læs mere om projektet på Fors.dk/holbaekby