Droneflyvning over Himmelev

Del via:

Den flyvende spion afslører temperaturforskelle på fjernvarmenettet i de kommende uger.

Vi sender i et par nætter i perioden fra den 10. december til den 15. januar en drone over de cirka 25 kilometers fjernvarmeledning i Himmelev for at undersøge, om der er nogle brud, der ulmer på fjernvarmenettet.

"Ved at undersøge området med drone kan vi få et præcist billede af hele vores ledningsnet. Det gælder både hovedledningerne i de offentlige veje, men også i baggårde, haver og områder, hvor det er svært fremkommeligt. Det giver os et overblik over, hvor vi skal styrke og reparere vores ledningsnet. Og så kan vi planlægge at gøre det i arbejdstiden og ikke i de dyre nattetimer. Det, mener vi, er mest effektivt", fortæller varmechef Steffan Alexander Thule Madsen.

Vi kan desværre ikke helt præcist sige, hvornår dronen kan opleves, da flyvningen er vejrafhængig. Men det vil være dreje sig om et par nætter i tidsrummet kl. 23-06 inden for perioden.

"Det er desværre ikke muligt at udføre flyvningen i dagtimerne, da myndighederne af sikkerhedsmæssig årsager så kræver, at fotograferingen kun foretages på én vej ad gangen. Og samtidig kræves der, at vejen skal afspærres, mens dronen flyver over vejen. Det er for kompliceret, når området er så stort", siger Steffan Alexander Thule Madsen.

Beboerne i Himmelev kan opleve en lav, brummende lyd, som forhåbentlig ikke generer nogen.