Spring til indhold
Nyheder

Nogle er vilde med dans: Eva er vild med sin nye affaldsbeholder

Eva Roulund-Nørgaard fra Tølløse har det seneste år frivilligt afprøvet den udvidede affaldsordning, som Holbæk Kommune indfører for alle kommunens indbyggere fra den 1. juni for at sikre endnu mere sortering og dermed genanvendelse. Som såkaldt ”frontløber” har hun sorteret sit affald endnu mere end andre i kommunen, blandt andet ved at sortere pap for sig samt mad- og drikkekartoner i samme beholder som plast. Generelt har det været en positiv oplevelse, fortæller hun.

– Personligt har jeg været rigtig glad for at være en del af forsøgsordningen. Det har fungeret rigtig godt, og jeg synes faktisk ikke, der har været nogle problemer.

Sådan lyder vurderingen fra Eva Roulund-Nørgaard fra Tølløse af den udvidede affaldsordning, som Holbæk Kommune indfører for alle indbyggere fra den 1. juni.

Det er forsyningsselskabet Fors A/S, der håndterer affald for kommunen, som det seneste år også har stået for forsøgsordningen i Tølløse, hvor 562 husstande har sorteret affald, som resten af kommunen skal fremover.

– Jeg synes, det fungerer rigtig godt, at vi får en ekstra beholder til pap ved husstanden. Ja, den fylder lidt ekstra, men jeg tror på, at den vil være med til at sikre, at vi generelt kommer til at genanvende mere af vores affald, og det bakker jeg op om. At man har lov at stille sine beholdere ved skel ved siden af hinanden, så man slipper for at køre alle beholdere ud til fortovskantens gør, at jeg synes, det fungerer godt, siger Eva Roulund-Nørgaard.

Hun har i mange år været en flittig bruger af kommunens genbrugspladser. Det vil hun fortsat være, men fremover vil pappet fylde markant mindre på traileren.

– Jeg går meget op i genanvendelse, og derfor har jeg altid sorteret meget. At jeg har en ekstra beholder lige ved min hoveddør, gør det bare meget nemmere, og jeg tror, at det er dét, det handler om, når man skal have flere til at sortere mere. Desuden synes jeg, det er godt, at vi ikke skal skylle den brugte plastemballage og spilde drikkevand på det, tilføjer hun.

Læs mere om den udvidede sorteringsordning på www.fors.dk/mere-sortering