Spring til indhold

OBS: Jernløse Selvbetjeningsplads er midlertidigt lukket i ugerne 37-39. Læs mere.

Har vi en lokumsaftale?

Har du styr på skidtet, du må smide i toilettet? Faktisk er det ret simpelt, hvis man altså ved det.

Det er nemlig kun tre ting: Tis, lort og toiletpapir – nåh ja og bræk, når det vælger at komme den anden vej. Alt andet skal direkte i skralderen.

Spil med i toiletquizzen

 

Hvorfor skal du indgå en lokumsaftale?
Faktisk er der mange, der ikke ved, at toilettet er en følsom størrelse. Det tåler nemlig kun tre ting – tis, lort og toiletpapir. Hvis det bliver proppet med andet, så får både toilet og kloak hurtigt forstoppelse. Måske ikke lige der, hvor øjet kan se. Men længere nede i systemet slår det knuder.

Husk derfor at toilettet ikke er en skraldespand. Dit toilet vil takke dig for det.

 

 

 

Affald i toilettet koster dyrt
Det er et stort og landsdækkende problem, at mange skyller for eksempel bind, bleer, vatpinde, fiberklude og hår ud i toilettet. Den slags giver store problemer for pumpestationer og renseanlæg. Pumpestationerne er de stærke maskiner, der sender dit brugte vand videre til renseanlægget. Hvis ikke det var for pumpestationerne, stod vi groft sagt i lort til knæene. Derfor er det vigtigt, at vi alle hjælper hinanden til at passe bedre på kloakken, som er din, min og vores ven. Vi bruger mange penge på at reparere ødelagte pumper og kloakrør, når de bukker under for presset, og i sidste ende er det os alle, der betaler de dyre regninger.