Spring til indhold
genbrugsplads
Nyheder

Genbrugspladserne lukker i Holbæk Kommune

På grund af de nyeste anbefalinger fra myndighederne lukker alle genbrugspladserne i Holbæk Kommune. Indsamling af affald fortsætter uændret.

OPDATERET 24. MARTS: ALLE GENBRUGSPLADSER ER FORTSAT LUKKEDE TIL 13. APRIL SOM FØLGE AF REGERINGENS FORLÆNGELSE AF LUKNINGEN AF DANMARK.

Alle genbrugspladser i Holbæk Kommune lukker i de næste 14 dage, men afhentning af affald hjemme hos kunderne fortsætter uændret. Meldingen er klar fra forsyningsselskabet Fors A/S, der driver alle genbrugspladserne i Holbæk Kommune, efter at myndighederne har sendt de nyeste retningslinjer ud i forbindelse med hindring af spredning af coronavirus.

”Indsamlingen af affald er en kritisk funktion, så derfor fortsætter dette uændret. Derimod vurderer myndighederne ikke, at genbrugspladserne er en kritisk funktion i samfundet. Derfor lukker vi nu alle genbrugspladserne i Holbæk Kommune”, fortæller affaldschef Annette Vangslev fra Fors A/S.

Fors A/S tager dog hensyn til erhvervslivet i kommunen og åbner en genbrugsplads i kommunen i et begrænset tidsrum i hverdagene.

”Det er muligt for erhvervskunder at aflevere erhvervsaffald på Holbæk Genbrugsplads efter nærmere aftale. Det gør vi, fordi det er vigtigt for os at opretholde erhvervslivets drift. Dog selvfølgelig med overholdelse af myndighedernes retningslinjer. Det er netop også derfor, vi vælger at have begrænset bemanding og begrænset kundekontakt”, siger Annette Vangslev.

Det er kun muligt for erhvervskunder med en erhvervsbil med synligt CVR-nummer at aflevere erhvervsaffald på Holbæk Genbrugsplads kl. 12-17 på hverdage. Det kan ske efter aftale med Fors A/S på telefonnummer 21785650.

Også Jernløse Selvbetjeningsplads lukker i dag kl. 23 og er lukket de næste 14 dage, selv om det er en ubemandet genbrugsplads.

”Jeg kan godt forstå, hvis man undrer sig over, at en ubemandet genbrugsplads lukker. Men vi ved, at der vil komme mange kunder forbi med deres affald, når de andre genbrugspladser er lukkede. Det betyder store mængder affald, som skal håndteres af vores medarbejdere, som så får kundekontakt med de mange besøgende på pladsen. Det er ikke hensigtsmæssigt og forsvarligt for hverken kunder eller medarbejdere i denne tid, hvor vi skal passe på hinanden”, fortæller Annette Vangslev.

Også genbrugsbutikken Find & Forny på Tornved Genbrugspladsen lukker frem til lørdag den 28. marts.

Følg med her, hvor vi opdaterer, hvis der er nyt i forhold til affald, spildevand, vand og varme.