Spring til indhold
Biler på genbrugsplads
Nyheder

Fra brændbart til brugbart på genbrugspladserne

Kunderne i Holbæk Kommune skal til at sortere endnu mere på genbrugspladsen, nu hvor containeren til ’Brændbart’ ikke længere er at finde.

Langt det meste af det, der bliver afleveret i containeren til ’Brændbart’ på genbrugspladsen, kan sagtens sorteres endnu mere og dermed i højere grad også genanvendes. Næsten en tredjedel af det, der ryger i ’Brændbart’, kan nemlig bruges til eksempelvis nye plastprodukter eller nyt pap.

Fors A/S, der driver genbrugspladserne i Holbæk Kommune, sætter nu fokus
på at få endnu mere ud af brændbart.

”I Holbæk Kommune er kunderne supergode til at sortere. Så gode, at vi er i top tre i Danmark.
Men sammen kan vi få endnu mere ud af affaldet, og det er især i forhold til alt det, vi smider i
’Brændbart’ på genbrugspladserne. Meget af det, vores kunder smider i containeren, kan faktisk genanvendes, men lige nu går det op i røg. Det er spild af gode ressourcer, der sagtens kan genanvendes til nye produkter,” fortæller affaldschef Annette Vangslev fra Fors A/S.

Når du fremover besøger genbrugspladsen, vil du opleve, at containeren til ’Brændbart’ har skiftet navn til ’Rest efter sortering’, og det er kun få ting, der hører til i den nye container. Det gælder bl.a. ringbind, gulvtæpper, videobånd, cykeldæk, invasive plantearter, glasvæv og linoleum.

”Vi har lavet et navneskift for at sætte fokus på, at det meste affald kan sorteres og samtidig give en reminder til vores kunder om at blive ved med at sortere. Det gamle navn ’Brændbart’ kunne give et indtryk af, at alt der kan brænde skulle der i, men det er ikke den vej, vi går. Både fordi det koster os alle sammen penge, men det skader også miljøet,” siger Annette Vangslev.

I uge 40 og 41 kan du få en kop kaffe og en snak med din genbrugsvejleder, der altid gerne vejleder dig om affaldssortering.

Fors A/S har netop oprettet en ny side på Facebook, der udelukkende handler om affald i Holbæk Kommune. Siden hedder ”Sammen om affald”.