Spring til indhold
vand
Nyheder

Fors A/S overskrider ikke grænseværdien for pesticider i drikkevandet

Forsyningsselskabet Fors A/S melder klart ud: Du kan trygt drikke vandet fra hanen.

I pressen har der været en historie om, at nogle vandværker i syv år har fået lov til at overskride grænseværdien for pesticider i drikkevandet. Fors A/S er ikke en del af de vandværker.
På nuværende tidspunkt har Fors A/S kun få fund af pesticider i drikkevandet, og de er i koncentrationer langt under grænseværdien.

”Vi overvåger og kontrollerer vandkvaliteten af vores drikkevand løbende, og skulle vi få pesticider i vores drikkevand, er vi beredte til at handle, så vi bevarer en pesticidforurening under grænseværdien og gerne fortsat langt under,” fortæller vandchef Steffan Alexander Thule Madsen fra Fors A/S.

Fors A/S har opstartet arbejde om at indgå aftaler om, at jorden ovenpå og omkring kildepladser ikke må sprøjtes med pesticider. Det betyder nemlig, at når jorden dyrkes pesticidfri, så er der ikke risiko for, at det siver ned i grundvandet.

Derudover følger Fors A/S udviklingen af metoder til at fjerne pesticider i behandlingen på vandværkerne, men lige nu er det ikke et behov.