Spring til indhold
Far og søn sorterer affald
Nyheder

Begyndervanskeligheder med ny affaldsordning

Den nye affaldsordning har skabt udfordringer med uafhentet affald i nogle områder af Holbæk Kommune. Men den nye ordning er nu på vej tilbage på sporet

2020 blev starten på en ny ordning for indsamling af affald i Holbæk Kommune. Det betød både nye tømmedage, nye ruter og nye skraldebiler for alle i kommunen. Den nye affaldsordning har dog været ramt af begyndervanskeligheder, som har påvirket en række kunder, oplyser Fors A/S, der indsamler affald og driver genbrugspladserne i Holbæk Kommune.

”Nogle områder i kommunen har været hårdt ramt, hvorimod det i andre områder har kørt uden problemer. Skraldemændene skulle vænne sig til nye biler, nye ruter og nye tømmedage. Det er selvfølgelig noget, vi har været og er meget opmærksomme på, da vi gerne vil give vores kunder en god oplevelse,” fortæller affaldschef Annette Vangslev fra Fors A/S.

Fors A/S har med den nye affaldsordning givet kunderne mulighed for at tilpasse løsningen til deres behov. Det er nemlig muligt at vælge mellem tømning hver 4. eller 8. uge af beholderne til genbrugsaffaldet.

I overgangen til den nye ordning har det for nogle kunder været nødvendigt med en såkaldt mellemtømning af affald. Det betyder, at de kunder, der har haft ekstraordinær lang tid mellem affaldstømninger i overgangsperioden, fik en ekstra tømning. Desværre er det ikke gået efter planen alle steder.

”Vi begynder nu at kunne se lyset for enden af tunnelen, men vi er kede af den situation, vi har stillet nogle af vores kunder i. Vi er dog glade for, at det nu begynder at køre igen”, siger Annette Vangslev.

Find din tømmedag og tilmeld dig sms eller mail og få besked, når det er tid til at sætte affaldsbeholderne frem.