Problemer med vandet

Del via:

De fleste opdager ret hurtigt, hvis der pludselig mangler vand i hanen, og vi er her for at hjælpe, når problemet opstår.

Ring til os på tlf. 70 20 20 66

Udenfor normal arbejdstid besvares telefonen af vores vagt, så du kan altid komme i kontakt med os, hvis du får problemer. 

Inden du ringer

Fors A/S har vandværker i Holbæk, Lejre og Roskilde by, men langt de fleste får vand fra forbrugerejede vandværker. Derfor er det en god ide, at du finder ud af hvem der leverer dit vand, inden du ringer. 

Få besked ved driftsforstyrrelser

Vi forsøger altid at give besked i god tid, hvis vi er nødt til at lukke for vandet, men i akutte tilfælde kan det ske, at vi lukker for vandet uden varsel. Hvis du tilmelder dig vores sms-service nederst på siden, sender vi dig besked, hvis der opstår problemer.

Misfarvet vand

Er dit vand hvidt, brunt eller grønt? Det er der som regel en grund til.

Hvidt vand:
Opstår tit efter ledningsarbejde, når vandet pludselig bevæger sig i rørene igen. Det hvide er i virkeligheden bare bittesmå luftbobler. Hvis du lader et glas vand stå, vil du se, at det ret hurtigt bliver klart.

Brunt vand:
Ses ofte efter ledningsarbejde. Når vandet har stået stille i rørene og pludselig bevæger sig igen, hvirvles rustpartikler i rørene op, og gør vandet brunt. Det er ikke sundhedsskadeligt, men det kan misfarve lyst vasketøj. Derfor anbefaler vi, at du inden tøjvask lader en vandhane løbe indtil vandet er klart. 

Hvis skaden er sket, og dit vasketøj har taget farve, er det vigtigt at du ikke lader det tørre. En vask med citronsyre kan helt eller delvist fjerne farven. Du kan få citronsyre hos os eller i dit supermarked. 

Grønt vand:
Hvis vandet er grønt, er der en fejl på dit fjernvarmeanlæg, og du skal kontakte en VVS'er. Fjernvarmevandet er nemlig tilsat grøn farve, så du kan se, hvis det løber ud i dit brugsvand. Du skal helst undgå at drikke vandet, når det er blevet blandet op med fjernvarmevand. 

Erstatningsansvar ved skader

Fors A/S er ikke ansvarlig for skader, produktionstab mv. opstået i forbindelse med afbrydelser eller andre forstyrrelser i vandforsyningen.