Stor interesse for at udnytte regnen i Hvalsø

Del via:

Over 100 Hvalsø-borgere var mandag aften mødt op for at høre om det store separatkloakeringsprojekt og samtidig stille de spørgsmål, der trænger sig på i et stort projekt. For mange borgere var det vigtigt at få svar på, hvorfor det giver mening at separatkloakere, hvordan giver det mere natur i byen, hvor stor indflydelse får lokalsamfundet på løsningerne, og hvordan projektet kan være med til at skabe en bedre by.

Cirka 1000 ejendomme i Hvalsø står for at skulle have adskilt deres kloaksystem. Lige nu løber både regnvand og kloakvand sammen ud i én ledning til renseanlægget. De skal adskilles, så regnvandet ledes ud i naturen, og kloakvandet ledes til renseanlægget.
Udover at fortælle om projektet var formålet med mødet også at invitere borgerne med til at skabe de fremtidige regnvandsløsninger i Hvalsø.

”Det er meget vigtigt for os at have borgerne fra Hvalsø med i processen fra start. Vi vil rigtig gerne have viden fra borgerne om Hvalsø, så vi sammen kan skabe og fremme de løsninger, der skaber merværdi for borgerne og byen”, fortæller vores projektleder Anders Hertz Kristensen.

Mødet i mandags var startskuddet til en længere proces mellem borgerne i Hvalsø, Lejre Kommune og os om at planlægge og samskabe de bedste løsninger ved flere møder og workshops i 2018. Mange borgere var positive omkring invitationen til at være med i maskinrummet.

”Jeg synes, det var et godt møde, hvor ingeniørerne fra Fors formåede at oversætte alt det tekniske, så vi alle forstod det. Nu håber jeg så, at borgerne i Hvalsø bakker op og deltager, nu hvor vi har muligheden for at sætte vores aftryk på arbejdet. Især børnefamilier kan jo have stor interesse i at skabe nogle løsninger med plads til leg og sjov, som de kan få stor glæde af”, fortæller Hans Sørensen fra Hvalsø.

Følg med i det store kloakeringsprojekt her. Vi opdaterer løbende med nye informationer.