Fem tons valgplakater til genbrug

Del via:

15.000 valgplakater blev indsamlet i Holbæk Kommune efter kommunalvalget. Nu bliver de genbrugt til ny plast.

Som det første sted i Danmark har vi indsamlet valgplakater i en særskilt container for at genbruge dem til ny plast.

Fem tons plast kommer der ud af de 15.000 indsamlede valgplakater. Tidligere smed kandidaterne og deres hjælpere valgplakaterne direkte i brændbart på genbrugspladsen, men det ser vores affaldschef Annette Vangslev ingen mening med mere:

- Vi så potentiale i at genanvende plasten fra valgplakaterne, fordi vi forventede et stort antal. Vi var selvfølgelig meget spændte på, hvor mange det reelt drejede sig om. Men med mere end 15.000 valgplakater indsamlet, ser vi god grund til at gentage successen ved næste valg.

Valgplakaterne er trykt direkte på det, der hedder kanalplast. Det er lavet af den type plast, der hedder polypropylen. Det er en af de mest udbredte plasttyper, der bruges i en lang række forskellige produkter, som vi alle har i vores hjem.

Samarbejde med succes

Én af initiativtagerne til projektet er SF’s formand i Holbæk, Bente Röttig. Hun er meget begejstret over det store antal plakater, der er blevet indsamlet. Antallet oversteg i høj grad hendes forventning til, hvor mange der kunne indsamles i kommunen.

- Jeg betegner det som en stor succes. Alle spidskandidaterne fra de forskellige partier har bakket op om projektet og har udtrykt deres begejstring for initiativet. Jeg glæder mig virkelig over det og håber, vi kan gentage det vellykkede samarbejde. Både på tværs af partierne, men også med Fors A/S.