Farvel til unik Roskilde-maskine

Del via:

Det er en unik, historisk maskine, som i disse tage bliver fjernet fra Fors A/S’ renseanlæg på Bjergmarken øst for Skt. Jørgensbjerg.

Maskinen var en del af en behandlingsproces, der som den eneste i Danmark, lavede tørret slam, et restprodukt fra rensningen af spildevand fra husstande og industri i Roskilde, om til slam-piller. Pillerne blev aftaget af land- og skovbruget, fordi de havde en rigtig høj næringsværdi og var nemme at håndtere både opbevaringsmæssigt, og når de skulle spredes på marker og i skov.

Maskinen var i aktion i næsten 17 år, men blev lukket ned 1. januar i år, fordi nye rammer for forsyningssektoren gjorde det umuligt at fortsætte med slamtørring og produktionen af slampiller.

"Spildevandsslam, som har en rigtig god gødningseffekt, håndteres normalt med et højt vandindhold, så det var en unik måde at få de næringsstoffer, som vi mennesker omsætter tilbage i naturen, " siger Thomas Hvass Eriksen, procesingeniør hos Fors A/S.

Maskinen har stået stille på renseanlægget på Bjergmarken ind til nu, men er i disse dage ved at blive skilt ad og kørt til skrot.

"Det er et stykke Danmarkshistorie i og med, at det var den eneste slamtørre-maskine i Danmark, som producerede slampiller, så på den måde er det lidt trist, men det er indiskutabelt, at den var for dyr i drift og vedligehold i forhold til de krav spildevandssektoren møder i disse år," siger Thomas Hvass Eriksen.